Men det gik hurtigt op for mig, at noget ikke føltes rigtigt. Selvom Puch Maxi’en var fin nok, kørte den aldrig helt som jeg ønskede. Den manglede den sjæl og charme, som Bravo’en havde givet mig hver eneste gang, jeg drejede pedalerne. Bravo’en gled let gennem svingene, og selv dens små særheder føltes som personlighed. Puch’en… ja, den gjorde bare, hvad en knallert skulle. Intet mere. Måske har folk ret i, at nogle maskiner bare har deres egen sjæl – eller også var det affektionsværdien i min gamle Bravo, der hviskede, hver gang jeg sparkede liv i Puch’en.
Jeg fandt en Bravo på DBA, som jeg i dag var henne og kigge på og prøvekøre, men jeg blev skuffet. Den var alt for sløv - bevares Bravo'en er næppe kendt for at efterlade andre i støvet men denne var særdeles sløv! Så det blev til et; tak for turen men nej tak.
Til sidst kunne jeg ikke slippe tanken. Jeg begyndte at savne den orange lille Toscana-racer med dens karakteristiske summen. Så jeg kontaktede ham, jeg havde solgt den til. Til min overraskelse havde han den stadig stående – støvet, men fuldstændig genkendelig. Som om den bare havde ventet på mig.
Efter en god snak blev vi enige om, at Bravo’en skulle hjem igen. Og da jeg trillede afsted med den bag på traileren, føltes det næsten som at blive genforenet med en gammel ven. Den første tur i pedalerne, efter hjemkomsten, bekræftede det hele: den samme lyd, den samme fornemmelse, den samme glæde!
Nu står min Vespa Bravo igen i min garage, og alt føles, som det skal være. Puch Maxi’en var måske en omvej – men nogle gange skal man et smut over på den anden side for at blive bekræftet i at græsset ikke er grønnere.
Det står ned i lårfede stråler, så køreturen må vente til det klarer op i morgen forhåbentlig.
Kedeligt hvis "vi" alle kører det samme